Jeg har brugt meget energi igennem mit liv på at tilpasse mig. Jeg har som barn boet mange steder i landet og skiftet skole mange gange. I mit voksenliv har jeg haft mange forskellige arbejdspladser. En indre tvivl på, hvem jeg i virkeligheden selv var, og om jeg dybest set var god nok, som den jeg var, medførte, at jeg rettede blikket udad og handlede i overenstemmelse med, hvad jeg forestillede mig, andre mennesker gerne ville have. Jeg havde en overbevisning om, at andre ville forlade mig, hvis jeg blot var mig selv.
Det er et mønster, jeg er startet på tidligt i mit liv, hvor mine forældre blev skilt, da jeg var under et år gammel, og min mor og jeg flyttede fra min far og storebror. Mine forældre var moderne i 70'erne, og naturligvis skulle jeg besøge min far hver anden weekend.
Rent urbiologisk sker der dog det, at når en unge bliver forladt af sin mor, så dør den. Så DØR den! Det skete på ingen måde i mit tilfælde. Tværtimod har jeg en kærlig og omsorgsfuld far, som altid har gjort sit bedste for at passe på mig, og efter weekenden kom jeg igen hjem i "reden" til min mor. Men lad os alligevel blive ved idéen om, at der langt nede i min urbiologiske underbevidsthed satte sig en frygt for at blive forladt.
Sammenholdt med utallige flytninger og skoleskift har jeg livet igennem hugget en hæl og klippet en tå samt tilsidesat egne behov for at gøre andre mennesker tilpas, så de forhåbentlig ville elske og ikke forlade mig.
Lad mig lige for en god ordens skyld understrege, at alle disse "mekanismer" sker ubevidst. Det er ikke noget, jeg har gjort med vilje, og ingen har direkte bedt mig om at tilpasse mig 😊
Udfordringen med altid at tilpasse sig andre mennesker er, at man let mister kontakten med sig selv og overhører egne behov, fordi de igen og igen kommer i sidste række. Det kan på længere sigt medføre psykisk og fysisk ubehag, stress og depression m.m. Tanken om, hvad andre nu vil tænke om det ene eller det andet, kan gennemsyre alle beslutninger og handlinger. I mit tilfælde resulterede mine handlinger i, at jeg alt for længe overhørte min medfødte intuition og blev syg af stress.
Jeg er i dag et dejligt sted i mit liv, og min frygt for ikke at være god nok i andres øjne har givet mig SÅ mange kompetencer og ressourcer, jeg aldrig ville være foruden, men den fortælling får I en anden dag 🦋
Min historie er unik, alene fordi den er min, men mønsteret med at tilpasse sig andre i ubevidst frygt for at miste deres kærlighed og blive forladt er universalt. Hvordan ser dine tilpasningsmønstre ud? Er der balance i dem, eller hæmmer de dig og din udvikling?
Tak, fordi du læser med 🙏🏼❤️